Bofællesskabet Kløverbakken
Kløverbakken er et nyere, moderne bofællesskab i det vestlige Odder, Østjylland.

Beboerne
På Kløverbakken bor mennesker i alderen 0-75 år fordelt på 58 boliger, der alle er træhuse. Der er cirka 170 beboere, herunder pt. cirka 70 børn under 12 år.
Der er mulighed for at engagere sig i fællesskabet, på det niveau, der passer til dig. Du kan fx deltage i yoga, morgensang, brætspil, filmaftener, fodboldkigning, sanglege med børn og meget andet. Du er er også velkommen til at tage initiativ til noget, som du brænder for.
Hvis du har lyst, kan du engagere dig i diverse udvalg og vi holder både fredagsbar, sommerfest, Sankt hans, fastelavn og meget andet.

Fælles områder
Når du køber et hus på Kløverbakken, får du samtidig en andel i vores mange fælles områder og faciliteter. Vi har fælleshus på 300 kvm med stor spisesal, industrikøkken, kontorfaciliteter, gæsteværelser og legerum.
Fælleshuset kan for eksempel bookes til fødselsdage og fester.
Udendørs har vi fælles legeplads, 2 store væksthuse, fælles værksted med keramikovn og nyttehave. Lige ved siden af Kløverbakken ligger desuden en hyggelig shelterplads og en boldbane.

Fællesmad
Der er fællesmad 4 dage om ugen (mandag-torsdag). Du kan tilmelde og afmelde dig fællesmad, som det passer dig. Du betaler kun for de dage, du spiser med. Fællesmaden er vegetarisk, men der er mulighed for at tilvælge kød 1 dag om ugen. Fællesmaden kan spise i fælleshuset eller tages med hjem som take away.
Alle voksne er på madhold cirka 1 gang/mdr mod mad 4 gange/uge. Du kan selv ønske hvilken dag, du vil være på madhold, så du kan få det til at gå op med hverdagslogistikken.
Området
Bofællesskabet ligger i Odder, som er kendetegnet ved smuk natur, byliv, svømmehal, foreningsliv, bibliotek, adskillige skoler og kun 30 min fra Aarhus og blot 15 min fra Saksild strand, kåret til en af Danmarks bedste og mest børnevenlige strande.
Daginstitution: 500 m
Skole: 1 km
Indkøb: 1,2 km